Bunden ryddede bordet
Odysseus 1 - Helsingør 1 5-3Â
Af Jens Hornsgaard
Sejren over Helsingør blev grundlagt på de nederste brætter, hvor vi vandt 4-0.
Først kørte Morten en angreb sikkert i land på det eneste bræt, hvor vi var sikkert over-ratet. Dermed fortsatte han sin flotte stime og rating-banken er i et gevaldigt plus. Velfortjent.
Vi var lidt nervøse over, om Arthur mon ville dukke óp, da vi ikke havde et konkret tilsagn. Men Arthur kom, så og sejrede og udmanøvrerede sin modstander fra en ellers lige åbning.
Helt så godt gik det ikke for Jan Brønnum imod Gerner Carlsson. De havnede i et kompliceret dronning + løber-slutspil, hvor begge spillere havde en usikker kongestilling. Mange taktiske pointer lurede, men pludselig røg Jans løber (og partiet) efter en listig binding.
Claus Olsen spillede som sædvanlig engelsk og fik et behageligt tryk. Først fik han en bonde, så endnu en. Og i dronning-slutspillet var han sikkerheden selv.
Søren Klausen havde også en god dag. Pludselig var hvids springer på g5 fanget og med en officer ekstra var det kun et spørgsmål om tid for Søren.
Jeg selv spillede remis, men det føltes næsten som en sejr. Spillede imod stærke Ole Larsen og prøvede for første gang Breyer-forsvaret i spansk. Vi fulgte faktisk et parti fra Spasskij - Fischer-matchen, men jeg valgte at forcere for kraftigt og kom i et vanskeligt slutspil. Men for en gang skyld forsvarede jeg mig præcist og det endte med en halv.
Der stod nu 4½ - 1½ og Klaus Poulsen havde et fordelagtigt slutspil med merbonde. Det lykkedes ham desværre ikke at konvertere til en sejr.
Morten Andersen havde også fået sin sag for imod Erling Mortensen. Kæmpede godt og havde remis-chancer i slutspillet trods en løber for lidt, men måtte ned.
5-3 endte det. Ganske godt, da Helsingør faktisk var rating-favoritter. Da BMS 2 samtidig tabte er vi nu på en uvant 1. plads med 1½ points forspring. Tegner spændende.
Visninger: 1064