I første runde mødte vi Hvidovre, som stillede med 4 reserver, hvilket gjorde os til endnu større favoritter. Efter de første par timer var det dog åbenlyst, at der er megen rust, som skal bankes af. Kun Bent og Torben stod klart bedst og det lignede kun en smal sejr.

Jens fik ikke noget ud af åbningen og kom ind i slutspillet med en bonde mindre og det lignede et nederlag. Men modstanderen valgte en afvikling af tårnene, hvor Jens konge stod meget mere aktivt. Det udnyttede Jens til at nakke modstanderens 2 bønder på dronningefløjen, hvorefter fribonden sikrede sejren.

Torben vandt, som jeg så det, temmelig sikkert. Modstanderen forsøgte at fuske, men Torben lod sig ikke lokke og havde styr på det hele vejen.

Jesper Bruun med hvid i en sicilianer, som ad omveje blev til en drage. Modstanderen lavede en klassisk fejl, som tillod Jesper at vinde bonden på e7, men derefter valgte Jesper en afbytning af sin sortfeltede løber mod en springer, hvorefter det var svært at gøre fremskridt i slutspillet med 2T plus uligefarvede løbere, trods sort isolerede bonde i d-linien. Under bestræbelserne tabte Jesper merbonden og fordelen, men ud over remisgrænsen kom partiet aldrig.

Lars spillet aktivt med sort og opstillede hele tiden trusler. Til sidst bukkede modstanderen under for presset i de taktiske forviklinger.

Mortens modstander spillede Volga og opnåede et ubehageligt pres på dronningefløjen, der kostede to tynde for en tyk. Morten fik heldigvis skabt modspil på kongefløjen i tide og via en dronningemanøvre til a1 og trusler om evig skak, fik det modspilleren til at give officersmaterialet tilbage, men beholdt en fribonde. Den var der dog styr på og efter trækgentagelse blev det remis.

Bent spillede en stilren kongeinder. Placerede en springer på c5 og en bonde på a4 og med hvid bonde på a3, fik hvid aldrig startet modspil på dronningenfløjen, hvorefter Bent kvaste ham på kongefløjen – vores mest sikre point.

Jesper Holm kom ind i en gunstig stillingstype, men så faldt f2 og det så umiddelbart lidt uldent ud. Jesper spillede dog fortsættelsen klart bedst og det endte med merbønder i et interessant slutspil med springer mod løber og bondemajoritet på hver fløj. Modstanderen kom først, men Jesper ofrede springeren og endte med 3 samlede bønder mod løber. Det vandt heldigvis efter, at Jesper undgik patvarianterne.

Jeg selv mødte en modstander med 600 mindre i rating, som åbnede med d3 efterfulgt af c3. Ti træk senere havde jeg givet ham en isoleret bonde på g3, men derefter kom jeg ikke videre de næste par timer. Så kom fejlede heldigvis og jeg kunne notere 1-tallet.

Heldigvis gik næsten alt vores vej, så vi endte med kun at afgive 2 remis’er og vinde 7-1. Så god en start har vi vist ikke prøvet før. Førstepladsen må vi indtil videre dele med Seksløberen, som også er startet med en 7-1 sejr. Umiddelbart havde Seksløberen det laveste ratingsnit i rækken, men 3 reserver med omkring 2000 i rating hjælper gevaldigt, så det kan bliver hård modstand.