En af reserverne gjorde Jan Brønnum det hurtigt af med på 7.bræt. Uffe stod også fint og havde 1 eller 2 merbønder. Men sort fik modchancer og det endte remis. 1½-½.
Klaus Gadegaard slap på 1.bræt for Sune Berg, der åbenbart ikke bryder sig om at spille i 2.division. Men IM Erling Mortensen er jo også en respektabel modstander. Partiet så spændende og lige ud, men Erling spillede hurtigt, mens Klaus brugte meget tid og endte med at tabe. 1½-1½.
Klaus Poulsen leverede en bleg præstation mod Engelsk, hvor en bonde blev tabt og flere fulgte efter i slutspillet. 1½-2½.Til gengæld vandt Jesper A Nielsen et slutspil med 3 lette officerer på hver side og merbonde. Så vidt jeg så meget sikkert. 2½-2½.
Claus Olsen kom pænt fra start. Men jeg var noget distraheret af at begynde at tænke over betænkningstiden. Kunne det virkelig være rigtigt, at man startede med 2 timer efter at der sidste sæson blev indført tillægstid? Ingen opdateret Skakhåndbog at kigge i, men blev enig med mig selv om, at det var galt.
Protesterede ikke, da vi nu var begyndt, men gjorde Helsingør opmærksom på det til en anden gang. De havde stillet urene på den gamle tid med 2 timer til 40 træk og 1 time til resten! Ganske vist er jeg noget alderdomssvækket, men dog en vis opmuntring i, at ingen andre i dette overvejende aldrende selskab havde skænket sagen en tanke. Tydeligt nok et tab for Helsingør at Steffen Michael har meldt sig ud. Det var ikke sket med ham som kampleder. Og så endte mit parti remis i et tårnslutspil efter upræcise træk. 3-3.
Vort nye medlem Morten Andersen spillede et spændende remisparti, hvor han til sidst havde kvalitet for et par bønder. 3½-3½. Og til sidst sikrede Søren Klausen sejren på 2.bræt. Han ofrede en bonde for spil. Jeg synes ikke det så lovende ud, men efter tidskontrollen stod han bedst og vandt 4½-3½.
PS. Og nu viser et kig på Helsingørs styrkeliste, at de også havde fejl i deres holdopstilling.
PPS: På grund af Helsingørs problemer med styrkelisten har Odysseus fået tildelt et fuldt point i Claus' parti og Odysseus vandt derfor med 5-3 og ligger p.t. nummer 1 i gruppen. (red.)
