BMS 2 - Odysseus 1 5½ - 2½
Dagens modstander var favoritten til 1. pladsen. Vi var en tur i Ballerup for at møde BMS 2. Og det blev hård dag.
Vi stillede med det sædvanlige hold og efter et par timer var jeg egentlig optimistisk. Gustav havde spillet en hurtig remis efter en rolig åbning, men ellers var det fint.
Jeg har ikke scoret optimalt i denne sæson men syntes det var tid til en sejr. Fik også en bonde, men undervurderede min unge modstanders angreb. Øv. Trænger til en sejr.
William har omvendt haft en glimrende sæson med en heftig rating-gevinst på vej. I dag overså han dog en finte, som tabte en officer. Søren K. kom ud i et utraditionel svar imod kongegambit. Dronningerne blev hurtigt byttet af, men der røg desværre et par bønder som blev afgørende i slutspillet.
Lyspunktet var Klaus P., som lige netop nåede at komme hjem fra Grønland inden lufthavnen lukkede pga. droner i luften. Han havde et tårn og et par bønder for et par officer. Heldigvis var hans merbonde en særdeles farlig fribonde i a-linjen, så her var dagens eneste sejr.
Niels Kristian blev presset i en skarp variant i nimzo-indisk. Havde måske genvundet lidt af kontrollen, men til sidst prøv et farligt angreb igenne, på kongefløjen og så var det slut. Øv.
Morten N. var utrolig tæt på en sejr, som kunne være tiltrængt. Havde to merbønder, men da løberne var uligefarvede og randbonden endda på det forkerte forvandlingsfelt, så var det ikke muligt at trænge igennem. Remis.
Morten A. kæmpede forbilledligt på 1. brættet. Det blev et skarpt slutspil, hvor Morten manglede to officer, men til gengæld var hans a-bonde ustoppelig. Gik han mat eller blev det evig skak? Evig skak heldigvis og remis.
Samlet tabte vi 2½ - 5½. Ikke godt, men heller ikke en katastrofe. Nu er vi på 50% igen. Og der er revance om 3 uger imod 3. holdet fra BMS.