I Niels Kristians parti var der angreb til begge sider og uligefarvede løbere. Men desværre måtte Niels Kristian ned. Han mente ikke, at der var et forsvar. Op på hesten igen, Niels Kristian. 2. brættet i 1. division er en svær tjans for os alle.
Også hos Søren Klausen var der ild i brættet. Modstanderen ofrede 2 officerer for at få et farligt angreb med hvid i dragen. Det var dog varm luft og Søren trak sejren i land.
Søren Berg var med som reserve og det blev en klassisk Søren Berg-sejr. Efter åbningen var der blot lidt terræn og et løber-par. Ikke meget, men det var nok.
Selv spillede jeg en spændende konge-gambit med sort. Især Søren Klausen fulgte partiet med interesse. Det var relativt velspillet. Undervejs havde jeg lidt fat, men til sidst kunne jeg være godt tilfreds med remis ved trækgentagelse.
William Pihl vinder og vinder for tiden og dette var ingen undtagelse. Syntes ellers at han brugte en del tid på at komme halv-dårligt ud af åbningen. Men da modstanderen lidt planløst flyttede bønderne frem på kongefløjen, så fik William plads til sine brikker og så sig derefter ikke tilbage.
Til sidste sad Claus Olsen og Morten Nielsen. De havde begge fordel i et tårnslutspil. Desværre lykkedes det ikke for nogen af dem at trække sejren i land. Men det går nok.
En sejr på 5½-2½ betyder, at vi nu er med i den sjove halvdel i et særdeles tætpakket topfelt. Der er god afstand til nedrykning, så det burde ikke blive et issue i år.