Berg senior og Junior spillede begge energisk på angreb og det gav poter. Søren vandt efter kraftigt pres mod fjendens kongestilling, fik placeret en stærk springer på 6 række og vandt efter lidt forviklinger. Arthur angreb i centrum, spillede lidt mere frit og vandt en løber og afgjorde hurtigt.
Anderledes svært så det ud for formanden. Han spillede mod en stærk reserve, den gamle atletikstjerne Erik Jarlnæs, som har fået smag for skak igen. Inaktivt åbningsspil gav hvis en fordel og formanden regnede forkert, da hvid fik placeret et tårn i centrum, som åd den ene bonde efter den anden og til sidst kongen.
Morten fik tidligt en officer, men modstanderen fik et stærkt angreb. Morten forsvarede sig godt og byggede samtidig et godt modangreb op og vandt sikkert. Morten er sammen med Søren topscorer med 4½ af 5.
Torben filede længe på stillingen og havde terrænfordel og kunne til sidst omsætte til gevinst af et par bønder og vandt. Torben har scoret max, men har kun været med i 4 kampe, men 4 af 4 og meget sikkert spil er Torbens stil i år.
Bent på 6. bræt angreb også og fik afviklet til en stilling med dronning mod tårn og løber. Den første fribonde kunne modstanderen blokere, men via nogle skakker fik Bent etableret en fribonde mere som kostede løberen og så var det afgjort.
Jens på andet bræt mødte Schøller familiens overhoved. Gik straks til angreb og tog en bonde der så en smule risikabel ud. Ikke på b2 men på a2. Det lysnede dog og så en overgang lovende ud. Skulle det blive 7-1 som mod Herlev? Nej, slutspillet med alle fire løbere på brættet kunne ikke vindes, så det blev 6½ mod 1½.
Hele holdet har leveret en god indsats til nu også vores faste reserve Brian som med 3 af 3 også har spillet godt og som kan forbedre score i de sidste 2 kampe som han skal være med i.
Normalt løber referenten ikke med sladder; men det forlyder, at spillere eller andre fra vores modstanderes klubber kalder vores hold for ” Lille Philidor”, det kan dog ikke bekræftes! Det er altid rart med et udråbstegn i skak.
