Siciliansk er jo en skarp og populær åbning, så den optrådte i 5 af de 8 partier. Mindst skarp i Klaus Gadegaards, der afgjordes som det første med remis. Klaus Poulsen derimod, der har skarphed som sit varemærke, gik aggressivt til sort og bragte os foran.
Det lykkedes Jan Brønnum at sabotere den sicilianske tendens ved at åbne med 1.d4. Sort forsøgte sig alligevel med et hurtigt c5. Der kom ikke en Sicilianer ud af det, men han fik modsaboteret Jans London-opstilling, og partiet så mere hidsigt ud end normalt, når Jan spiller hvid. En halv til hver blev det dog.
Velspillende Torben Rønsted har allerede scoret 3p af 3 på 2.holdet og debuterede på 1.holdet. Modstanderen forsøgte 3.D+d4 i åben Siciliansk, en variant jeg selv har haft begrænset succes med. Det havde Brønshøj også her. Der blev rokeret til forskellige sider og Torbens angreb kom først og vandt. 3-1.
Jesper A. Nielsen lagde an til et kongeangreb og bl.a. nåede en bonde frem til h7. Men den sorte konge gemte sig bag den, og det fusede ud i et tabt tårnslutspil.
Selv vandt jeg og øgede til 4-2. Men hjemmesidens læsere skal alligevel ikke spares for min sædvanlige jammer. For efter at have spillet fornuftigt og fået kvalitet og bonde mere, var tiden så fremskreden, at hjernen holdt op med at fungere. Partiet burde have været afgjort uden skygge af chancer for hvid - alligevel gav jeg ham dem. Heldigvis dukkede en gevinstvariant frem af tanketågerne.
Jeg er ved at være for gammel til turneringsskak, som også sås i Øbros åbne klubmesterskab, hvor jeg deltog i sept.-nov. for at få træning til holdskak. Efter elendigt spil røg der 30 ratingpoints, så det kommer af sig selv, at jeg ikke spiller på 1.holdet til næste sæson.
Søren Klausens parti var vanskeligt at bedømme. En overgang havde han bonde mindre, senere kvalitet for 3 bønder. Desuden med åbne kongestillinger. Søren endte med at tabe, men mente selv, at der var bedre. Morten Andersen havde kvalitet mindre, men bonde og solid stilling for den, så modstanderen tilbød remis i slutspillet.
Det sikrede sæsonens første matchsejr, og vi halede ind på BSF 2, der med 13½p nu ligger på en delt 1.plads med Øbro 2, kun 3p foran nr. sidst Furesø. Vore 12p gør det mindre sandsynligt, men ikke umuligt, hvad der blev nævnt i klubben i torsdags - nemlig at Odysseus har 3 hold i KSUs mesterrække til næste sæson.
