Yderligere et par remis’er gjorde det til 3-3. Klaus Gadegaard havde merbonde i et slutspil med tårne og løbere, men Allerøds 1.bræt holdt det. Jesper A. Nielsens modstander så bekendt og fejlplaceret ud. Det var Henrik B. Petersen fra Herlev, der havde skiftet klub. Jesper spillede lige op med Herlev.
Selv havde jeg et egentlig ganske interessant parti. Sluttelig kom jeg ovenpå og min sidste bonde blev dronning efterfulgt af at hvid rykkede sin sidste løberbonde til 5.række. Ganske vist var min konge langt væk og hvids beherskede forvandlingsfeltet. Men jeg regnede med, at det vandt, når blot jeg hindrede den hvide konge i at gå til den korte side med patmulighederne. Alligevel blev det kun remis. Det er den slags, der antyder, at jeg er for gammel til seriøs skak – selv i pensionistcentret hvor Allerød havde fine spilleforhold. 3½-3½.
Og til sidst tabte Jan Brønnum. Han havde stået i underkanten med halvdårlig løber mod stærk springer. Men fik lejlighed til et chancerigt kvalitetsoffer på springeren. Desværre endte det med at tabe. Et resultat der svarede til det grå, blæsende, småregnende novembervejr udenfor. Og som en ekstrabonus skal der refereres til hjemmesiden og den kritiske skakoffentlighed – men nu er det da også overstået.
