Stilling: 1-1, Bræt 4:
Thorlejf kom skidt fra start og manglede hurtigt to bønder. Det var for meget, og modstanderen omsatte det vist rimelig sikkert. Formanden spiller godt, men et råd herfra skal være at fokusere mere på åbningsspillet.
Stilling: 1½-1½, Bræt 6:
Bent valgte (som altid) en solid sort opstilling, og fik løberparret mod springerne. Han sad også på den eneste åbne linje i centrum, men pga. de mange bønder var det svært at trænge ind. Da tiden begyndte at blive en mangelvare, og modstanderen allerede havde tilbudt remis, valgte Bent klogt at tiden var inde til at stoppe for i aften.
Stilling: 2½-1½, Bræt 3:
Brian var taktisk bedre end modstanderen, og kom foran med et helt tårn. Det var vist kort rokade som var den afgørende pointe. Da kongestillingerne imidlertid var pivåbne, var det dog om at holde tungen lige i munden, men med Sg2 fik Brian kontrol over partiet, og vandt kort tid efter. Solidt arbejde.
Stilling: 3½-1½, Bræt 8:
Jeg så ikke starten af Steffens parti, men ud fra bondestillingen kan det have været Kongegambit, Kieseritsky-variant (den med g5) – men jeg så slutningen! Steffen havde nogle farlige bønder for en kvalitet, men så startede løjerne. Lxa2, der frigav feltet b3 til en dræbende skak var fint, og selv om hvid førte med et helt tårn, så var Steffens forbundne fribønder, støtte af kongen ustoppelige. Se selv partiet hos Stanislav. Smukt.
Stilling: 4½-1½, Bræt 5:
Morten var godt inde i sagerne, og brugte meget mindre tid end modstanderen. Det første alt sammen til et kongeangreb, og måske var der noget med Dh8 fulgt af f6 i stedet for Dh7? Anyway, mit favorittræk var klart 0-0-0, der bringer harmoni til hvids brikker. Ikke svært at finde, men man ved bare, at når et sådan træk er til rådighed, så er koordineringen i top. Siden fulgte det stille a3, som var en Karpov værdig – lige at give sig tid til sikring inden dødsstødet sættes ind er den rigtige tilgang for os mennesker. Godt spil af Morten.
Stilling: 4½-2½, Bræt 7:
Jeg så ikke starten af Arthurs parti, men ca. midtvejs havde han nogle sammenhængende fribønder i centrum, men var til gengæld bagud med en kvalitet. Større var problemet dog med en usikker kongestilling, fordi næsten alle bønder havde forladt anden række. Her er der noget at lære. Min personlige erfaring tilsiger, at man kan tillade sig næsten hvad som helst i skak, så længe man har en sikker kongestilling. Det lover godt for Arthur, at han også under pres, og med lidt tid på uret fandt træk som Dc2 og Td1. Det reddede ikke partiet (denne gang), men det gjorde modstanderen skulle arbejde mere for sejren.
Stilling: 5½-2½, Bræt 1:
Søren tog tidligt a-bonden fra sort, og stillingen var af en type, hvor der var tid til at trække dronningen hjem igen. Ingen tvivl om at hvid havde initiativet i starten. Men det er mit indtryk, at det var svært at finde en rigtig brugbar plan. Gad vide om der var muligheder i at rømme dronningen fra a-linjen, og begynde at føre hvids a-bonde frem? Da tiden blev mere knap valgte modstanderen temmelig umotiveret at smide bønderne foran egen konge frem, og Søren manøvrerede dronningen til h4 og siden h6. Med en stærk løber på b2 var der pludselig mat i ét træk på h8, da sort overså truslen.
Det havde været meget bedre for sort at indstille sig på et passivt forsvar, og undgå yderligere svækkelser foran kongen, men det er utrolig ofte tidnød får folk til at angribe og dermed komplicere stillingen for at fremtvinge en afklaring, mens tålmodighed er påkrævet. Husk at trange stillinger skal befries langsomt!
Alt i alt en flot sejr over de nærmeste konkurrenter til oprykning!
