Bekymringen viste sig uberettiget. Folk kom friske og solbrændte i en jævn strøm til Jens Hornsgaards klubmestersimultan og måske pga den sædvanlige vin, chips og småkager på sæsonens første klubaften. Som en ekstra bonus for de fremmødte medbragte Jan Brønnum et eksklusivt udvalg af bøger fra sit skakbibliotek. Alle kunne udvælge et eksemplar, mens resten gik til klubben.

Da vi var nået op på et passende antal af 10 modstandere, trak jeg mig selv som deltager og koncentrerede mig om at være referent og servicere de kaffetørstige spillere. Dermed slap jeg nok for klø, for Jens viste sig som en effektiv simultanspiller, der blev færdig på ca. 1½ time.

Som en hvirvelvind lagde han ud med at bringe sig foran 4-0. Morten N fik en springer i klemme, mens Langkilde måtte opgive efter at sort var trængt ind på 2.række med tårn og dronning. Stanislav blev overvundet i et kraftigt kongeangreb, mens det gik mere mystisk for sig i Bents parti. Bent vandt 2 bønder, der blev til 4 for en let officer. Pludselig havde Bent så tabt.

Nu rykkede klubbens tunge drenge imidlertid frem og reducerede forspringet til 4-3. Jan B havde vundet en officer. Torben R fik et godt positionelt slutspil, og Jens forsøgte et kvalitetsoffer, der ikke rakte. Michael M havde et kongeangreb, der så utilstrækkeligt ud, men Michael vandt alligevel.

Her satte Jens spurten ind og vandt over Bo P, Steen og Thorlejf. Steen havde et godt slutspil med to tårne mod dronningen, men det lykkedes sort at skakke sig til det ene. Thorlejf havde også længe en lige stilling.

Slutresultatet blev det overbevisende 7-3 og klubmestren kunne puste ud, mens de endnu skaksultne gik i gang med en lynturnering.