Kommunen har opfordret Gladsaxes foreninger til at holde åbent hus i uge 16 for interesserede, der måske kan tænke sig at melde sig ind. Så vil kommunen annoncere det på sin hjemmeside og indrykke en fælles annonce i lokalaviserne. Bestyrelsen har besluttet at tilmelde os, så vi vil gerne se et pænt fremmøde tirsdag den 17. april og torsdag den 19. april for hhv. juniorerne og de voksne, så eventuelle gæster kan få indtryk af aktivitet.
Om torsdagen er der i forvejen programsat gennemgang af hold- og vinterpartier. Jeg vil gennemgå et par stykker, men spillere, der gerne vil vise et af deres egne partier, er også meget velkomne til det. Ellers fremlægger vi lidt skaklitteratur, laver nogle opgaver til løsning og har måske internetforbindelse til nogle skakhjemmesider. Andre ideer er også velkomne.
Torsdag den 26. april er der junior-senior match kl. 19-20. Vi forestiller os, at der spilles to hurtigpartier med mest betænkningstid til juniorerne. Michael tager sig af tilmeldinger fra dem, og jeg modtager tilmeldinger fra seniorerne. Vi skal op på 8-9 stykker.
