3. holdet lå næstsidst i 1.række, og vi var tre hold (Odysseus 3, Gladsaxe1 og Tårnby 1) der kæmpede om at undgå 7. pladsen. BMS var isoleret som nummer 8, så den plads var afgjort på forhånd. Alle var afhængige af de andres resultater for at kunne føle sig helt sikker. Tårnby havde Philidor til bords, og da Philidor stillede op med 3 GM'ere, så det jo lidt sort ud for Tårnby. Det blev da også 0-8 i den kamp. Vi skulle hente 2½ point for at overhale Tårnby. Gladsaxe skulle hente 2 point, og her opstod så det usportslige element, idet Gladsaxes modstander, Lyngby-Virum, stillede op med 3 tomme brætter. Gladsaxe tabte de resterende brætter med 2-3, og evnede derfor akkurat selv at hente de 2 point, de skulle, så usportsligheden fra LVS's side fik ikke afgørende betydning.
Og så til vores egen kamp! Amager 1 havde haft en god sæson, og de var smalle favoritter mod os. Vi havde endda formået at forstærke holdet en smule, idet Steen G var på ferie, men Brønnum kunne stille op i stedet. Klaus Bjerre lagde ud med en stormester-remis; en strategi, som jeg ikke opponerede i mod, idet jeg anså det for ret sandsynligt, at vi ville kunne nøjes med 2½, og under alle omstændigheder er hver remis jo et skridt mod 4-4, så længe resten er lige.
Forbløffende hurtigt begyndte flere af os at få rigtig gode stillinger, og efter tre timers spilletid var der noteret sejre på stribe til Steffen, Langkilde, Jerry og mig. 4½-½. Så let spil havde vi ikke lige regnet med, og Tårnby var da også højlydt frustrede over at opleve deres to konkurrenter, Gladsaxe og os, få det hele foræret - sådan opfattede de det jo.
Brønnum tillod sig herefter at lukke sit parti med en remis, et trade off mellem at have den bedste stilling, men den dårligste tid. Helt i orden. Ørnebjerg var blevet manøvreret ud i et tabt slutspil, som jeg ikke er sikker på at han er tilfreds med, og dagens eneste nederlag var en kendsgerning. Endelig sad Carsten tilbage med en stilling i underkanten, men den klart bedste tid, og den blev så også handlet af til en remis. Samlet sejr på 5½-2½ over Amagers 1. hold. Det havde vi ikke set komme.
Summa summarum overhalede vi såvel Tårnby og Gladsaxe til en placering som nummer 5 med 25 point af 56 mulige. Det er jo kun en anelse under 50%. Pointhøsten var 3. holdets faste stab sådan cirka lige gode til at hente hjem, og det betød så også at jeg blev overrasket, da holdet ønskede mig tillykke med topscorerpræmien for 4 point af 7 mulige. Det havde jeg slet ikke selv været opmærksom på. Men jeg vil så glæde mig til en flaske vin efter næste generalforsamling.
Sammen med 2. holdet drog vi efter kampen til den traditionelle middag, som i år var henlagt til en Thai-restaurant i Ballerup centrum. Næsten fuld opbakning fra 2. og 3. holdet + kampleder Claus Olsen, betød at vi var 15 mand der gav hinanden selskab. Et par hyggelige timer og en god snak med flere gode skakvenner, som man ikke snakker med hver dag. Efter middagen var vi 5 stykker, der også lige ville have en kop kaffe på en nærliggende cafe, hvor der var 0 gæster foruden os. Gågaden var også tom. Det var lørdag aften kl. 21. Ballerup by night.
Tak til 3. holdets spillere for en sæson, der blev lige så hyggelig som altid.
