For Allerød 2 havde fået 4-4 med Helsingør, der havde spillet 4-4 med Frederiksberg, så ifølge en eller anden logisk-matematisk transitivitetssætning måtte Frederiksberg også spille 4-4 med Allerød 2 (jeg håber, at Klaus G, der har studeret
matematik, er enig heri). I så fald ville det være tilstrækkeligt for at rykke op, at vi scorede 3 point mod Brønshøj 2, som vi plejer at gøre det meget godt imod.
Men noget gik galt fra begyndelsen. Først kom 4 af næsten for sent, fordi vi kørte den ikke helt lige vej. Til gengæld fik vi set Kirkelte, hvor ingen af os vist før havde været. Dernæst viste Frederiksbergs hold en beklagelig mangel på logisk sans ved at vinde deres kamp 6½-1½. Det nødvendiggjorde, at vi scorede 5½p og en sådan sejr var slet ikke inden for rækkevidde mod et velspillende Brønshøj-hold.
De mistrøstige tabsdetaljer føler jeg mig ikke i humør til at gå nærmere ind i. Men Jesper A. skulle i hvert fald ikke have tabt, men pressede for meget til sidst. Pointene scorede Uffe og Claus O. Uffe mistede en officer, men fik to farlige bønder for den og holdt remis.
Selv kom jeg fint fra åbningen, men det smuldrede. Herpå reagerede jeg friskt ved at ofre dronningen. Det var vist nok godt nok til lige spil, men jeg havde set så få varianter, at man må tage sig til hovedet over, at jeg vandt. Ofte har jeg på fornemmelsen, at det er en misforståelse, at jeg nogen sinde er blevet mesterspiller. Jeg burde aldrig have været over 1900 i rating, men de overskydende ratingpoints klæber lige som til mig.
Altså et antiklimaks og en 3.plads efter en ellers meget god sæson med stigende formkurve. Alle stamspillere scorede pænt, men ingen overdådigt. Topscorere blev Uffe og Claus O med 4½ point på 6.og 7.bræt. Mere imponerende var Jacobs 3½p af 4 på 1.bræt og vore andre reserver gjorde det også fint. Heldigvis havde vi ikke brug for at ulejlige dem tit, da der – til holdlederens tilfredshed - ikke var så mange afbud som sidste sæson. 5 spillere deltog i alle 7 runder.
Tak for sæsonen til alle spillere. Samt til Jan Langkilde, der var kampleder ved vore 3 hjemmekampe, og Stanislav, som har taget sig af partilisterne.
