Og Allerød 2 er stadig sidst, mens vi stadig ligger på førstepladsen. Længe så det dog ret lige ud, med mange komplicerede stillinger, hvor det ikke var åbenlyst, hvem der stod bedst. At Klaus G ville vinde blev dog hurtigt klart, da hvid kom farende med et umotiveret springeroffer. Klaus blev først færdig på 2.bræt og modstanderen var endnu mere færdig.
Uffe skulle derimod være tilfreds med remis efter at have fået en vanskelig stilling i en åbningsvariant, som Allerøds 6. bræt var godt inde i. Vort eneste pointtab. Klaus P gik på 5.bræt frisk til Pirc med g4. Kongefløjen blev blokeret, men i stedet vandt hvid et par bønder og partiet på Damefløjen.
Søren K og Jesper A sad side ved side på 3. og 4.bræt og partierne mindede om hinanden. Begge med fremstødsvarianten 3.e5 mod Fransk, i begge fik sort lov til at tage d4-bonden og begge afgjordes ved kongeangreb lige før træk 30. Her hørte ligheden op. I det ene vandt hvids angreb (og heldigvis havde Søren hvid). I det andet vandt sorts angreb (og heldigvis havde Jesper sort).
Ind i mellem havde Claus vundet på 7. bræt. Jeg mente at stå overlegent. En misforståelse, som sort åbenbart delte, for i den stilling, hvor han kunne spille et udmærket træk, der udlignede, valgte han i stedet et halvdesperat springeroffer for 2 bønder, hvilket tabte.
Jacob kom på 1.brættet ud for den sjældent sete Budapester-gambit og vandt kvalitet for bonde. Men sort havde løberparret – løverne, som vort tidligere medlem Flemming Fuglsang sagde - og det så ikke nemt ud. Jacob filede sig alligevel til sejren.
Var der lighed mellem Sørens og Jespers stillinger, var der det også i nogen grad mellem Jens’ og Klaus’ partier. Hvor Klaus’ modstander ofrede en springer på g7, gjorde Jens det samme på g2, men det var der mere gods i. Forinden var også ofret en kvalitet og Jens vandt et indviklet og flot parti.
Storsejren var hjemme. Desværre vandt Frederiksberg 7-1 over Damhus, så vi er kun 1½ point foran dem før sidste runde, hvor de skal møde Allerød 2. Mens vor modstander er ikke så lidt vanskeligere: Brønshøj 2. Situationen kompliceres af at Brønshøj, der også har oprykningschancer, spiller deres kamp i 6.runde mod Bornholm lørdag den 3. marts. Dagen før at 7. og sidste runde finder sted ved fællesafslutning i Allerød.
Men lad os nu se. Bolden er rund og alt kan ske, som de siger inden for fodbold. Måske gælder noget lignende i skak, selv om der ikke er runde bolde i spil.
