Velkommen til ny sæson

Kategori: Nyheder Publiceret: Lørdag, 8. august 2020 Skrevet af Henrik Ørnebjerg Udskriv Email
Forrige sæson sluttede jo skævt - hverken vinterturneringen eller holdturnering for 2. og 3. holdene blev færdigspillet.
 
Derfor starter denne sæson med lige at få dette på plads. Tidsplanen er hård, men det forsømte skal indhentes.
 
Vor sæson starter torsdag d. 20. august - også i år med lynskak - så er vi i gang - juniorerne begynder kl 17.00 - og seniorerne starter kl 19.00.

Men allerede mandag d. 17. august spiller 2. holdet den udsatte kamp mod Øbro 3 i Øbro's lokale. Holdleder Claus/Ludvig har været i gang med at samle holdet, men bliver der brug for en reserve, så vis hjælpsomhed!
 
3. holdet spiller sin udsatte holdkamp torsdag d. 27. august hjemme mod Øbro 5. Holdleder Thorlejf har ligeledes haft travlt med at samle sit hold.
 
 Vinterturneringen's kvalifikationsrunder blev færdigspillet - men de 3 finale runder udestår, og det er jo her klubmesteren skal findes. Lige nu står det til Morten, Søren, Jens eller Jan - ikke så mærkeligt, da de jo også er faste spillere på klubbens 1. hold. Der skal også findes vindere af de øvrige finalegrupper.
 
Finalerunderne skal spilles på torsdagene 3. sept, 10. sept og 17. sept. Eventuelle udsatte partier må spilles privat. Klubmesteren skulle gerne kunne kåres d. 17. september.
Jan Brønnum har sendt mail ud om deltagelsen i finalerunderne. Sørg gerne for at svare Jan's mail.
 
Klubbens årlige generalforsamling afvikles torsdag d. 24. september kl 19.00 i klubbens lokaler.  Indkaldelse med dagsorden udsendes medio august.
 
Torsdag d. 1. oktober spiller klubmesteren simultan mod klubbens øvrige spillere - vi skal jo lige have mesteren ned på jorden igen!
 
Den nye sæsons turneringer planlægges i august/september.
 
Corona-situationen har haft mange afledte effekter, f.eks. blev Kampen om Danmarksmesterskabet udsat fra Påsken til uge 42 i oktober. 
 
Vi må i år droppe turneringen om Gladsaxemesterskabet - der bliver ikke tid hertil.
 
Når den ny sæson starter, skal vi fortsat gøre en fælles indsats for at minimere smitterisiko
 
Jeg håber, at du er kommet godt gennem sommeren - har undgået covid19-smitte - og har fået holdt noget sommerferie
 
Jeg ser frem til at se Jer igen til den ny skaksæson.
Visninger: 129