De følgende fem træk fra min side er alle de stærkest mulige ifølge computeren. Pointen med 17. Le2 er, at han ikke kan spille 19.-,Dxd6, som han gerne ville, pga. 20. Lxh5, Txh5. 21. Sxd5, xd5. 22. De2+ og napper tårnet på h5.
Derfor spiller han 19.-,Kf8, som er det mindst ringe træk, og nu misser jeg et straffespark: 20. Lxh5, Txh5. 21. Dg4! Når han så flytter tårnet, kan jeg spille 22. Sxd5 (2.6), der udnytter, at løberen på d7 er udækket.
I første omgang vinder jeg ”kun” en bonde, men da der samtidig bliver slået hul ned til hans konge, bryder den sorte stilling sammen.
Ærgerligt i sig selv, at jeg ikke så dette, men endnu værre var det, at jeg gik amok med 20. Sxd5? Springerofferet er selvfølgelig fristende, fordi jeg får begge hans centrumbønder og dermed åbne linjer ned mod hans udsatte konge, men det var unødvendigt.
Alle fornuftige, rolige fortsættelser havde fastholdt afgørende fordel, men nu har jeg blot (0.5), og min opfølgning 21. Dxd5?! smider den sidste rest af fordel (0.0) – bedre var 21. Txd5.
Efter hans 23.-,Le6 havde jeg planlagt at spille 24. Dc5, men fik kolde fødder, da jeg troede, at han ville have et godt svar i 24.-,Se4, som imidlertid ville have været en stor fejl pga 25. De3! (1.7).
Kort sagt var mit 24. Dg2? en stor fejl, men vi var nok begge ved at blive noget udmattede på dette tidspunkt. I hvert fald misser han også et straffespark efter mit 25.Lxe6?, hvor 25.-,Sxh1! bare havde vundet for ham (-2.4).
For os mennesker er det lidt sjovt, at Fritz efter hans 25.-,xe6(?) siger (0.0). Hvor vi jo stadig tænker, at stillingen er temmelig rodet med chancer til begge sider, kan computeren allerede nu se, at festen vil ende med den evige skak, som fremkommer syv-otte træk senere.
Hele varianten er forceret – hvis en af os havde prøvet at komme uden om remis’en, ville det have givet den anden enten klar eller afgørende fordel.
