Jens Hornsgaard, der sammen med Bent Fischer mødte Klaus Poulsen, blev først færdig efter at have affærdiget Klaus' optimistiske angrebsforsøg. Og vendte tilbage til hjemmets trygge arne (hvis de da bruger arner i Dyssegårds-kvarteret).
Forinden havde han udnævnt mig til referent. Som belønning eller måske snarere som straf for allerede at have skrevet talløse kampreferater. Jeg har overvejet at være så uforskammet, at klagerne strømmer ind, og redaktøren bliver nødt til at afskedige mig. Indtil videre har mit gode hjerte og min gode opdragelse imidlertid forbudt det.
Søren Klausen, der netop er blevet klubmester for 4. gang (tidligere 1984, 2001 og 2006), viste sin skræmmende styrke ved at stille både Henrik og mig over for udækkelig mat. Og bragte 1. holdet på 2-1.
Også Torben Rønsted, der var 1.holdets topscorer i år, spillede forventeligt stærkt og vandt 2-0. Bo kæmpede godt, men efterhånden forsvandt stadig flere bønder. Morten Nielsen kom bedst fra åbningen, men da Torben fik åbnet g-linien var det slut.
Morten Andersen nøjedes med 1-1. Han blev snydt eller snød sig selv mod Jesper Bruun og mistede et tårn. Jan Brønnum fik et dårligt tårnslutspil og opgav.
Tilbage sad Klaus Poulsen, der som nævnt havde tabt hurtigt til Jens, og da Bent havde en smuk positionel stilling, truede et samlet nederlag. Men Bent forvaltede ikke sit pund på bedste vis og tabte. 1-1.
Dermed blev det samlede resultat 6-2 til 1.holdet og den opmærksomme iagttager bemærkede, hvordan 1.holdspillerne atter rettede ryggene og havde fået styrket selvtilliden efter den ikke just imponerende holdsæson. Så nu er der godt håb om, at de gør det bedre til næste sæson.
