Jeg foreslår at vi begge lægger de 5 dollars på bordet, men han slår det hen. Det er ikke nødvendigt, siger han. Vi spiller og jeg afleverer de 5 dollars efter at have tabt.
Dagen efter endnu et parti ”5 dollar chess”, men forskellen er at, nu vinder jeg og forventer derfor betaling. Men nej 5-dollar chess viser sig blot at betyde at man spiller med ur! Jeg får ikke mine penge og kalder ham en bad looser.
Jeg spørger bagefter en anden spiller, hvad der sker. Jo, siger han, disse mennesker elsker at spille skak, men flere af dem er ikke i besiddelse af 5 dollars. Faktisk er det deres forventning at turisterne vil give dem penge for at få lov til at spille. ”Et bidrag til Manhattan skakken” som han meget sigende kalder det.
I 10. Street nr. 23 ligger Marshall Chess Club. Klubben har åben hele dagen, men der foregår vist mest om aftenen. Klubben ligger i en såkaldt byhus, som bedst kan sammenlignes med et dansk kartoffelrækkehus, men noget større. Der er tre etager.
I hovedlokalet i stuen er mindst to af historiens berømteste partier blevet spillet. Nemlig den første udgave af Marshall-varianten i spansk, hvor Capablanca spillede hvid mod Marshall og vandt. Senere er der kommet forbedringer og sort vinder ikke så sjældent.
Det andet parti som nævnes er ”århundredets parti” Nemlig 13-årige Fischers sejr over Byrne fra 1956.
På væggene hænger portrætter af mange af berømthederne, som har været gennem disse lokaler og det er ikke så få.
Klubben har p.t. 35 stormestre som medlemmer og måske ser jeg en af dem i gang med at undervise juniorer på 2. sal. Han vil ikke fotograferes, men har en høj grad af lighed med den tidligere VM G.K.
Jeg giver et kontant bidrag til at støtte juniortræningen, som jeg opfordres til af en slags leder for huset.
Skakken har brug for et bidrag.
