Søren på 1. bræt var først færdig. Efter en times tid, havde modstanderen ofret en bonde for at få angreb og da Søren var tvunget til at modtage bonde nummer 2 var han ikke specielt begejstret. Han fik dog fejet truslerne til side, vandt kort efter en officer og vi kom foran.
 
Jens på 2.bræt kom også foran med et par bønder, men modstanderen angreb hans kongestilling og det så længe ud til at være på vippen. Jens fik konsolideret og byttet af og så var fordelen mere klar og Jens vandt til slut.
 
Torben havde partiet igennem en solid stilling og pressede modstanderen. Han udbyggede fordelen og modstanderen begik en fejl, som Torben straffede og vi fik endnu et point. Morten på fjerde spillede nærmest til et mål. Han pressede i et hurtigt tempo Viggo, kom foran materielt, og Morten synes selv det var et nemt point.
 
På femtebræt sad holdkaptajnen og spillede en lidt skidt åbning. Han kunne ikke rokere, men havde et solidt centrum. Der var visse modspilschancer på dronningefløjen, men midt i modstanderens forsøg på at ofre en springer, lavede han en fejl og mistede i stedet dronningen og vi fik et point mere.

Bent oparbejdede en chancerig stilling, dominerede centrum og havde et godt angreb. Chokerende for os alle ofrede Bent en officer og vandt i flot stil. Ole spillede et parti, hvor han kom foran med en bonde og det så afgørende ud. Ole var selv lidt sur over at han kludrede lidt i slutspillet og var ikke helt tilfreds med det halve.

Så kommer vi til rosinen. Holdets anden reserve Arthur Berg. Arthur var samtidig debutant på holdet og han gjorde det godt. Han oparbejdede stille og roligt en god stilling. Brugte sin tid og pressede modspilleren mere og mere tilbage på brættet. Det var sidste parti og næsten al tiden var gået. Arthur havde flere trusler og modstanderen overså først en skak og trak ulovligt. Arthur fik nu to min ekstra på uret og det var godt, for han havde kun 3 min tilbage. Kort efter afgjorde han partiet med en fin afdækker som vandt dronningen og kampen var slut. Godt spillet Arthur og ros for at holde hovedet koldt i den afgørende fase.

For anden gang i træk vandt vi 7½-½. Vi skal fortsætte på samme måde, så rykker vi ikke ned.