Toppen blev sablet ned og bunden reddede kun lidt. Vi må desværre konstatere at drømmen om oprykning har fortabt sig i horisonten. To dårlige resultater med de andre forhåndsfavoritter, gør at vi nu må koncentrere os om at levere et rimeligt resultat i forårets kampe. Næste år nyt håb.

Jens mødte stærke Sigfred, som angreb fra starten og en lille fejl tillod en sort bonde at marchere ned i Jens` stilling og blev afgørende. Torben kæmpede længe sejt mod Manosri, som dog fandt de rigtige træk i et slutspil med 3 bønder mod løber. Torben måtte kapitulere efter de 3½ time. Morten stillede sig fint op, fik presset modstanderen og stod godt. Han valgte dog en forkert strategi i midtspillet og tillod sort at få gang i officersspillet og blev presset tilbage og måtte opgive.

Holdkaptajnen løb ind i en Mora, som han heller ikke kender noget til. Kom på mirakuløs vis til at stå godt, troede han kunne angribe, ofrede en officer og fik et chancerigt angreb. Med masser af tid valgte han ikke den skarpeste fortsættelse og måtte ned.

Steffen gik til makronerne og fik stillet et godt angreb op, ofrede en officer for at få en afgørelse. Det fik han også. Men desværre ikke den tiltænkte, det holdt ikke. Nu stod det 5-0 og nu var gode dyr rådne.

Ole fik fordel på 8. bræt, spillede ikke for hurtigt. Ifølge eget udsagn kunne han have afgjort tidligt, men salens yngste spiller, som var hans modstander, så finterne, men Ole afviklede til et slutspil med 2 bønder i overskud. Trods uligefarvede løbere udnyttede Ole merbønderne, ville forvandle den ene og vandt. Godt og tålmodigt spillet. Ole har scoret 2 af 3 og havde også vinderchancer i det tredje, så det en god debut. Fortsæt Ole.

Reserven Niels O er spillemæssigt lidt rusten og brugte meget tid. Han var presset og så ud til at blive spillet ned. Så ofrede modstanderen pludselig en springer og Niels fik chancer. Han havde dog kun 5 min tilbage og gav remis.

Bent var sidste mand. Han havde presset modstanderen længe, låst ham fast i en stilling hvor han ikke kunne trække. Angrebet på kongefløjen kunne Bent dog ikke gennemføre og da han tillod modstanderen at bringe damen ud af stillingen og få modspil, var der ikke mere end remis tilbage.

Vi må bruge den korte julepause til at samle vitaminer til de 2 kampe i januar. Jeg håber vi både ses til vores juleafslutning og til vores stort anlagte jubilæumslyn.