Jesper spillede en hurtig remis, da ingen af parterne ville undvige trækgentagelse. Morten følte sig ukomfortabel mod Colle og kom
desværre hurtigt galt afsted, da modstanderen fik lov til at slå på f7, hvilket kostede et tårn. Bent fik en lille fordel, men
modstanderen holdt balancen og det endte med remis i et helt lige tårnslutspil.

Claus’ modstander spillede åbningen skrækkeligt og jeg fik kæmpe fordel, der blev til merbonde og dominans på brættet. Desværre fik jeg regnet forkert og han blev lukket ind i kampen igen i et tårn slutspil, hvor han kunne blokere for mine bønder. Heldigvis hjalp han ved at overse en tvunget tårnafbytning. Dermed blev det 2-2 på bundbrætterne og toppen skule så afgøre matchen i 4 komplicerede partier.

Torben opstillede et batteri af afdækkerskakker, tårn- og dronninge-fangster, officersgevinster, men det lykkedes modstanderen på mirakuløs vis at overleve, og da Torben missede at afviklingen kun gav en merbonde i et uligefarvet løberslutspil, var det død remis.

Thor stod godt, men stillingen var kompliceret. Heldigvis bevarede Thor kontrollen og sikrede et helt point. Dermed manglede vi et point på de sidste 2 brætter. Niels havde stået godt, men det endte desværre med at gå galt, da modstanderen fik slået hul på hans kongestilling.

Ved slutningen af de 4 timer sad Lars tilbage med en lidt dårligere stilling, der gik til værre, og modstanderen viste desværre ingen
slinger i valsen i tidsnøden. Dermed endte vi med at tabe matchen og vi blev endda overhalet af Seksløberen på andenpladsen.

Oprykningen kikser nok fordi vi ikke har været tilstrækkelig stabile. Nederlag til underratede Brøndby, sejr med 6½-1½ over Seksløberen og så det nok afgørende 2-6 tab til Frederiksberg siger alt om dette. Resultaterne ved fællesafslutningen er ikke gået vore vej de sidste par år, så læren må være at afgøre det inden.