Så det foregik i Rønne og pga tidligere erfaringer med aflysninger og hårdt vejr med tog og færge valgte bestyrelsen denne gang den hurtigere og dyrere mulighed at flyve. Det var dog naivt at tro at det sikrede mod problemer, for vinteren og sneen kom natten til søndag. Piloten gættede optimistisk på 20-25 minutters forsinkelse, men tiden gik og jeg stønnede, mens vi holdt i en lang flykø til afisning. I stedet for afgang kl.11.45 blev det kl.13.30. Som et lille plaster på såret kappede piloten 10 min. af den planlagte flyvetid på 35 min.
Så vi var i Rønne lufthavn lidt i 14 og blev hentet i bil af Per Rasmussen og Jens Peter Mejlvang fra Bornholms Skakklub. Det forbedrede mit humør, at Per fortalte, at hvis vi havde taget færgen, ville vi også have været forsinket til ca.kl.13.40 pga uheld på Øresundsbroen. Forsinkende problemer kan åbenbart ikke undgås, når vi skal klippeøen.
Normal divisionsbetænkningstid var ikke realistisk, når vi skulle nå flyet tilbage, lige som Bornholm havde en spiller til færgen allerede kl.18.30. I stedet blev aftalt 2 timer til hver til hele partiet, som i KSUs holdturnering. Og endelig kom vi i gang, mens roen sænkede sig.
Dog ikke på Klaus Poulsens bræt, hvor han besvarede Pirc med at myldre frem med en masse bønder. Det vandt en kvalitet og partiet som det første. 1-0.
Mindre dramatisk gik det for sig i Mortens parti med Slavisk. Resultatet blev dog det samme efter at Morten havde slået på c4 og beholdt bonden. 2-0.
Uffe spillede sit hemmelige våben i Fransk. Jeg kan selvfølgelig ikke afsløre på et offentligt sted som klubben hjemmeside hvad det er, for så er det jo ikke hemmeligt mere. Men det vandt en bonde og partiet. 3-0.
Også Jan Brønnum spillede sit hemmelige våben mod 1.e4 (jeg kan vel tillade mig det lille vink at det ikke længere er Bondesnapperen i Siciliansk). Men måske er denne hemmelighed knap så hemmelig. Hvid virkede ikke specielt rystet og holdt remis uden vanskelighed. 3½-1½.
Noget hemmelighedsfuldt var det også over Claus Olsens parti. Mere præcist hvad der egentlig foregik i det. Jeg har aldrig været god til at regne varianter , men nu er det blevet helt håbløst: de varianter, jeg ser, er fejlfulde eller ikke relevante. En del af forklaringen er måske, at jeg i år ikke gad spille en koordinret turnering i efteråret for at komme i form til holdturneringen. Besynderligt nok vandt partiet alligevel. 4½-½ og matchsejren var hjemme. Rart, da de resterende partier ikke så overbevisende ud.
Slutforløbet af disse blev også lidt hemmeligt for mig, da jeg sad inde ved siden af og analyserede. Jesper A – som synes at være ved at omlægge sit åbningsrepertoire til det mere kombinatoriske – spillede friskt Morra-gambit. Men Mads-Holger Jacobsen – Bornholms mest talentfulde junior – beholdt den køligt og vandt en til uden at Jesper fik fat. 4½-1½.
Søren Klausen har altid spillet kombinatorisk, men hans kongegambit virkede heller ikke. Efter eget sigende kom han stille og roligt til at stå dårligere. 4½-2½.
Bedste udsigter var i Klaus Gadegaards parti. Han havde stået pænt. Det smuldrede lidt, men Klaus holdt sammen på stillingen 5-3.
Et tilfredsstillende resultat som gør, at holdet nu fører 2.div., gr.1 med 3½ points. Vi takkede de flinke folk fra Bornholm, som kørte os til lufthavnen, hvor vi kom planmæssigt afsted. Men det var nogle trætte ansigter, der sås i Metroen det sidste stykke hjemad.
