Flot sejr i divisionen

Kategori: Nyheder Publiceret: Søndag, 30. oktober 2022 Skrevet af Jens Juul Hornsgaard Udskriv Email

Odysseus 1 - Furesø 1 5-3

Sidste år lå vi rating-mæssigt til nedrykning, men vi spillede særdeles godt og endte på en flot 4. plads. Nu ventede en ny sæson som undertippet. Kunne vi gentage successen? Første fingerpeg kom imod Furesø. Selvom de er oprykkere, så er de stærkt besat på alle brætter.

Alligevel lykedes det os at hive en flot 5-3 sejr hjem efter godt spil på alle brætter. Tegner lovende.

På 1. bræt spillede Morten Andersen åbningen ret originalt og slap fint afsted med det. Nappede en bonde. Så en til og stod fint trods modspil. Det hele endte med evig skak i en lige stilling.

Niels Kristian var desværre blevet syg og Michael Sommer trådte til med kort varsel. Og det gjorde han fint. Spillede Larsen åbning nærmest som Larsen selv og nappede en bonde, som modstanderen satte i slag. Men måske var der lidt respekt, for Michael tog straks en evig skak. Men en halv til reserve-brættet var rigtig fint.

Derefter fulgte to sejre til Klaus og Claus. Klaus P. kom ellers skidt fra åbningen. Ingen rokade og dobbelt-bonde i a-linjen. Men forsvarede sig hårdnakket og fik sat et kontra-stød ind. Det endte med en fiks kombination med mat i bunden og et lidt heldigt point var i hus. Claus Olsen spillede en lidt passiv siciliansk som han har gjort tusind gange før. Overspillede herefter modstanderen men fik ikke sat krølle på. Heldigvis forærede modstanderen en officer væk og det var så det. 3-1.

Søren Klausen holdt sig til sin benoni. Og havde langt hen ad vejen fint styr på komplikaitonerne efter at hvid pressede på med et hurtigt e5-modstød. Overså dog en finte til sidst og måtte opgive.

Morten Nielsen stod vel bedst det meste af tiden. Måske var fordelen mest optisk. I hvert fald lykkedes det ham ikke at finde en afgørende vending og det endte med en remis, hvilket også er fint.

Jeg selv spillede egentlig ikke et særlig godt parti. Men heldigvis har jeg forbedret mit forsvarsspil, så jeg holdt gryden i kog. Og da min modstander skulle afgøre partiet, så overså han noget taktisk og det mundede ud i et vundet slutspil, som jeg fik kørt hjem.

Så var sejren i hus. Men tilbage sad Jan Brønnum i et omskifteligt parti. Min vurdering er at begge sider stod til gevinst undervejs i partiet. Så måske meget retfærdigt endte det i en remis.

5-3. Så fint. Glæder os til at se, om vi kan følge op i de kommende kampe.

 

Visninger: 264