Øv-dag
Næstved 1 - Odysseus 1 6-2
Af Jens Hornsgaard
1. holdet skulle en tur til Næstved. På vejen derned passerede vi Bon-bon-land. Der var nu ikke megen bon-bon over vores spil. Tværtimod blev det en rigtig øv-dag.
Jan Brønnums modstander spillede nærmest som Jan selv. En blød Colle-variant blev det. Jan angreb som sort med e5, men det blev besvaret hurtigt med e4. Desværre reagerede Jan ikke helt korrekt og kom ud i et vanskeligt tårnslutspil med en bonde for lidt. Måtte ned, selvom remisen var tæt på.
Søren K. spillede som sædvanligt c3 i Siciliansk og det blev en stille remis. Ikke meget på færde her. Symmetrisk bondestilling og samme officer-fordeling.
Holdkaptajnen fulgte også vanlige stier og spillede Wiener-parti med f4. Sort angreb voldsomt med g5 og h5, men Klaus oversatsede og ofrede hurtigt en officer. Det var ikke et korrekt offer, så Klaus måtte ned.
Claus Olsens parti var langt hen ad vejen en lige affære, måske med et lille plus til Claus. Han tillod sig i hvert fald at afslå et remistilbud - hvorefter han satte en bonde i slag. Remisen kom dog i land med et kløgtigt fort i et løberslutspil.
Morten Andersen spillede imod stærke Mikkel Strange. Men Morten overspillede simpelthen modstanderen i en Stonewall. Gav ham et par svage bønder. Men undlod at inkassere bonde-gevinsten og laverede videre kombineret med trusler imod sorts svage kongestilling. En god sejr efter en overbevisende indsats. Dagens lyspunkt.
Den anden Morten (Nielsen) havde forberedt sig godt. Så, at han i bilen kiggede på præcist den skotske variant, som opstod i partiet. Og måske gav forberedelserne pote, for Morten kom til at stå overvældende med et godt kongeangreb. Tøvede dog med at åbne yderligere op med g5, så hvid fik modspil. For meget modspil og Morten måtte ned. Ufortjent.
Den sidste Morten (Fabrin) kom helt skævt ud af åbningen. Troede en overgang, at han var ved at tabe i en kort miniature. Men holdt dog sammen på stumperne, men partiet kunne ikke reddes i det lange løb.
Jeg selv spillede imod rutinerede Nils Linde Olsen. Kom rigtig godt ud af åbningen. Stod faktisk tykt til gevinst med en kvalitet og bonde mere. Tænkte længe for at finde den mest præcise gevinst - og spillede derefter et træk, der smed det meste af fordelen væk. Herfra spillede min modstander stærkt og præcist og tog alle de chancer han kunne få. Til sidst bukkede jeg i en svær stilling og tabte. Øv.
Alt i alt tabte vi så 6-2 og er nu placeret i den tunge ende af tabellen. Der er stadigvæk masser af håb om at undgå nedrykning, men vi skal snart til at finde stor-spillet frem igen fra de første to runder.
Visninger: 8082